
En ny tilskudspulje, hvor danske virksomheder og organisationer på tværs af brancher kan søge om midler til at styrke deres cybersikkerhed, er blevet åbnet
Danske virksomheder spiller en central rolle i at styrke Danmarks samlede cybersikkerhed. For at understøtte virksomhedernes arbejde med cybersikkerhed og støtte samarbejde om at implementere cybersikkerhedsløsninger åbner Det Nationale Koordinationscenter for Cybersikkerhed (NCC) i dag den tredje tilskudspulje.
Virksomheder kan søge støtte, hvis de f.eks. ønsker at analysere deres virksomheds nuværende cybersikkerhedsniveau eller at udvikle nye løsninger inden for cybersikkerhed. Der kan også søges støtte til cybersikkerhedsprojekter, der bidrager til implementeringen af kravene i EU-lovgivning på cybersikkerhedsområdet såsom NIS 2-direktivet (EU) 2022/2555, Cyber Resilience Act (CRA) (EU) 2022/0272 og Critical Entities Resilience Directive (CER) (EU) 2022/2557.
Tilskudspuljen er på 5,4 mio. kr. Den er åben for ansøgninger fra den 20. februar 2025 og frem til 20. april 2025. Tilskudspuljen administreres af Det Nationale Koordinationscenter for Cybersikkerhed, som er finansieret af nationale midler og EU-midler. NCC kommer til at udmønte i alt 17,8 mio. kr. i tilskudsmidler fra 2024 til 2025, der har til formål at understøtte cybersikkerheden i Danmark.
Kilde: Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab