Betjente i tre politikredse har fra den 1. december haft såkaldte strømpistoler i bæltet.
Der er tale om en forsøgsordning, som løber i Københavns Vestegns Politi, Nordjyllands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi frem til juli 2026.
Våbnet kan dog godt finde vej til andre politikredse, hvis der opstår et behov for det.
Rigspolitiet har siden det tidlige forår undersøgt, hvilke strømpistoler, der er på markedet, og hvilke strømpistoler, der vil passe til dansk politi. Valget er faldet på Axon Taser 10, som er en af de nyeste modeller på markedet, og dermed også en af de strømpistoler med den nyeste teknologi.
Axon Taser 10 er blandt andet blevet valgt ud fra en forventning om, at modellen giver større taktiske og funktionelle fordele end andre strømpistoler.
Der er blandt andet lagt vægt på strømpistolens store rækkevidde og muligheden for affyring af op til 10 pile, som muliggør, at træfpunkterne kan tilpasses alt efter afstanden til en gerningsperson.
Disse egenskaber vurderes at højne sikkerheden for både politiet og borgere i situationer, hvor politiet anvender strømpistolen.
Kilde: Rigspolitiet