Cybersikkerhed er måske ikke det mest sexede at give sig i kast med. Men det bør man, og for at hjælpe virksomheder på vej, har Erhvervshus Midtjylland d. 17 september et arrangement, hvor der bliver sat fokus på risikostyring i praksis, reflektere over trusler og sårbarheder i egen virksomhed samt dele viden og erfaring med andre.
Det sker med udgangspunkt i spillet “Under Angreb”
Spillet er udviklet af Center for Cybersikkerhed, og det skal gøre virksomhederne klogere på, hvordan man omsætter det nuværende trusselsbillede til konkret handling, herunder vurdere sandsynlighed for og konsekvens ved cyberangreb samt vælge passende tiltag for at mindske risikoen.
– Cybersikkerhed i virksomheder har aldrig været vigtigere, og derfor er det så vigtigt, at flere virksomheder kommer i gang med at bygge et stærkt og tidssvarende cyberværn. Vi ved dog også fra mange særligt små og mellemstore virksomheder, at det kan være et svært emne at få skovlen under. Spillet ’Under Angreb’ kan gøre det nemmere at implementere cybersikkerhed, da virksomheder via spillet får en masse læring og håndgribelige indsigter, som de derefter kan gå hjem og handle på, siger Malene Stidsen, der er programchef for Cybersikkerhed i Industriens Fond.
Når selve spillet er slut, fortsætter arrangementet med styrket fokus på den enkelte virksomhed. Her præsenterer Industriens Fond en række værktøjer og initiativer, som virksomhederne helt konkret kan bruge til at højne kompetenceniveauet og styrke cybersikkerheden i virksomheden og værdikæderne.
Kilde: Erhvervshus Midtjylland