Vestre Fængsel i København har indført en ny procedure, som skal forhindre indsatte i at undvige i forbindelse med besøg udefra. Det handler om brug af fingeraftrykscannere.
Fire fingre ind i en fingeraftryksscanner inden ankomst i besøgslokalet – og det samme, når den indsatte forlader besøgslokalet.
Hvis fingeraftrykkene matcher ved returnering, vises det med en grøn markering, og den indsatte kan vende retur til sin celle. Hvis der ikke er et match, vil markeringen være rød, og hverken den indsatte eller den besøgende gæst må gå, før yderligere undersøgelser har afklaret årsagen til den røde markering.
– Vi har desværre tidligere oplevet undvigelser på grund af identitetsbytte under besøg. Det er meget alvorligt, og med fingeraftryksscanneren bliver identitetsbytte nu langt sværere. Vores første erfaringer er meget gode, og det ser ud til at give et vigtigt sikkerhedsløft. Jeg har selv oplevet scanneren i funktion, og den er både hurtig og effektiv, og den gav mening i vores medarbejderes arbejdsdag, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.
De nye fingeraftryksscannere er i første omgang i pilottest i Vestre Fængsel i København.
Der er i forbindelse med projektet lagt vægt på, at scanneren alene lagrer den indsattes biometriske data og ikke andre personhenførbare oplysninger, at data kun lagres i besøgets længde og slettes efter endt besøg, og at data i øvrigt ikke behandles i en sammenhæng, der kan føre til negative retsvirkninger for den indsatte.
Efter forsøgsperioden vil projektet blive evalueret for at vurdere, om fingeraftryksscanneren er et brugbart og effektivt værktøj for kriminalforsorgen.
Kilde: Kriminalforsorgen