
Verden står over for en række komplekse kriser, der sætter forsyningssikkerheden under pres som aldrig før. Geopolitiske spændinger, cyberangreb og klimaforandringer udfordrer forsyningskæderne og kræver et øget fokus fra danske myndigheder. Det beskrives i en ny redegørelse om forsyningssikkerhed.
Styrelsen for Samfundssikkerheds nye redegørelse giver et samlet indblik i de tendenser og begivenheder, der præger den sikkerheds – og forsyningspolitiske dagsorden i Danmark og globalt. Vi ser blandt andet nærmere på ændringer i de globale fragtruter, ustabilitet i Mellemøsten og stigende trusler fra cyberangreb.
I januar 2025 blev Styrelsen for Samfundssikkerhed etableret som en del af den nye organisering under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Styrelsen samler opgaver og kompetencer fra den tidligere Styrelsen for Forsyningssikkerhed samt dele af Beredskabsstyrelsen, PET, Center for Cybersikkerhed og Digitaliseringsstyrelsen.
Her er forsyningssikkerhed fortsat et centralt ansvarsområde, og med den nye organisering samles indsatsen for at sikre samfundets robusthed på tværs af sektorer.
Vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed, Henrik F. Brodersen, siger:
– Forsyningssikkerhed er mere relevant end nogensinde før. Vi står over for kriser og udfordringer, der kræver, at vi forbereder os på en ny virkelighed. Vores samfund skal kunne fungere på trods af cyberangreb, international uro og klimaforandringer. Det gælder blandt andet hospitaler, skoler, vandværker og IT-systemer. Vi har allerede hjulpet flere myndigheder med at styrke deres indsats og beredskab, men vi vil gerne nå endnu bredere ud. Med Styrelsen for Samfundssikkerhed får vi endnu bedre mulighed for at arbejde på tværs af sektorer og understøtte en samlet indsats for samfundets robusthed.
Kilde: Styrelsen for Samfundssikkerhed