Østrigs forsvar opruster sine væbnede styrker digitalt med et projekt til en samlet værdi på 73 mio. EUR. Heri indgår bl.a. battle management systemet SitaWare fra den danske softwarevirksomhed Systematic, som dermed skal levere avanceret software til styring, kommunikation og koordinering af militære operationer.
Aftalen, som er resultatet af en omfattende udbudsrunde, er en vigtig udvidelse af Systematics forretning i Europa og understøtter virksomhedens langsigtede vækststrategi inden for forsvarsområdet.
Med valget af SitaWare styrker den østrigske hær sin operationelle effektivitet og evne til at samarbejde med internationale allierede herunder NATO.
Systematics CEO Nikolaj Bramsen ser aftalen med Østrig som en milepæl i virksomhedens ekspansion på det europæiske marked.
– Kontrakten med Østrigs forsvar understreger den værdi, SitaWare skaber for allierede i både nationale og internationale operationer. Tidligere på året valgte NATO at købe og anvende SitaWare til sine landoperationer, hvilket har skabt øget interesse og tillid til vores løsninger. Med Østrig kommer alle DACH-landene (Tyskland, Schweiz og Østrig) til at bruge samme system, hvilket er en styrke for europæiske forsvarssamarbejde, siger han.
For at understøtte implementeringen af SitaWare hos Østrigs forsvar åbner Systematic et nyt kontor i hovedstaden Wien.
– Vi sørger for at være tæt på kunderne, så vi kan bidrage med træning og lokal support, samtidig forventer vi at det nye kontor med tiden vil vokse og bidrage til Systematics vækst i regionen, fortæller Nikolaj Bramsen.
Kilde: Systematic