For sikre forsyninger til det danske samfund, kommer Styrelsen for Forsyningssikkerhed med en række anbefalinger til de danske myndigheder, så man tager forsyningssikkerhed alvorligt
Hovedfokus er på forberedelse. Altså at myndighederne er velforberedte, inden en krise skulle ramme. Det kræver, at man har styr på de vigtigste ressourcer, sårbarheder og har en solid plan for, hvordan man både kan stå stærkt til hverdag og i en krise.
Vigtige ressourcer kommer i mange varianter, og det gælder om at kaste nettet bredt ud, når man skal identificere dem. Det kan være alt lige fra den åbenlyse som vand, el og varme, men også mikrochips, IT-systemer, standere til biometri, medicin, kanyler, værnemidler eller fødevarer. Det myndigheden skal have styr på, for at kunne løfte sit sektoransvar.
Anbefalingerne er udviklet på baggrund af samtaler om best-practice og med inputs fra flere statslige myndigheder, førende forskere inden for forsyningssikkerhed samt flere store og mellemstore virksomheder i den private sektor.
– Forsyningssikkerhed er aktuelt, vigtigt og relevant for offentlige myndigheder. Det er en ny virkelighed, som man må og skal forholde sig til. Vi har allerede rådgivet flere myndigheder lige fra fængsler til Fødevarestyrelsen, men vi vil gerne hjælpe endnu flere. Derfor arbejder vi også målrettet på at nå ud til endnu flere statslige myndigheder, så vi kan hjælpe dem til en stærkere forsyningssikkerhed. Og til de som tænker, at det ikke gælder dem, kan jeg bare sige: Det er relevant – også for jer, påpeger fg. direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Henrik F. Brodersen.
Anbefalingerne er generelle og kan tjene som inspiration, for hver myndighed og sektor vil have forskellige behov og udfordringer alt efter f.eks. forskellig lovgivning, eller hvor afhængige de er af den private sektor.
Kilde: Styrelsen for Forsyningssikkerhed