Regeringen, KL og Danske Regioner har nedsat en ekspertgruppe, der skal give strategisk og faglig sparring samt understøtte et højt ambitionsniveau i arbejdet i Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Det er en fælles ambition hos regeringen, KL, og Danske Regioner, at den offentlige sektor skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens. Derfor har parterne med økonomiaftalerne for 2025 nedsat en Digital Taskforce for kunstig intelligens, som bl.a. skal understøtte, at der sættes retning og ambition for udnyttelse af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor. Taskforcens arbejde skal bidrage til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder.
Til at bistå taskforcen i dens arbejde har regeringen, KL og Danske Regioner nedsat en ekspertgruppe med repræsentanter fra den offentlige sektor, erhvervslivet og forskningsmiljøer. Ekspertgruppen skal bl.a. bidrage med et fagligt og strategisk blik på mulighederne for udrulning af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor ved at dele erfaringer fra anvendelse af kunstig intelligens i både den offentlige og den private sektor samt ved at dele betragtninger fra forskning om dataetik, juridiske rammer og ansvarlig digitalisering.
Som en af sine første opgaver skal taskforcen offentliggøre et målbillede for anvendelse af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Ekspertgruppen skal give sparring i forbindelse med udviklingen af målbilledet samt i forbindelse med taskforcens efterfølgende arbejde med konkrete løsninger inden for kunstig intelligens.
Taskforcen vil i sit arbejde også løbende indhente faglige input og erfaringer fra øvrige videnspersoner og praktikere i den offentlige og private sektor samt trække på internationale erfaringer.
Kilde: Digitaliseringsministeriet