
Jobs på sygehuse og plejehjem kræver ofte mange skridt hver eneste dag, og for at komme de gener, som de kan give til livs, har Sika Footwear udviklet e arbejdssko, der er tilpasset lige præcis en sådan arbejdsdag.
Den har fået navnet Energy Slip On, og håbet virksomheden er, at den kan erstatte sandaler, træsko eller diverse former for løbesko, der hver for sig er glimrende indenfor deres specifikke formål, men ikke, mener man, er optimeret til brug på plejehjem og sygehuse.
– Hos Sika Footwear ønsker vi at skabe fokus på komfortabelt og optimalt arbejdsfodtøj til landets plejepersonale, der hver dag går tusindvis af skridt for at passe på os andre, fortæller ansvarlig produktudvikler hos Sika Footwear, Charlotte Winum. Hun tilføjer:
– Derfor har vi i samarbejde med plejepersonale fra Gødstrup Sygehus designet Energy Slip On ud fra personalets ønsker og behov og vores viden om fysiologi.
Samarbejdet med de berørte faggrupper afslørede, hvad man skulle gå efter i designet af de nye sko.
– Vi oplever, at det personale der går i almindelige sportssko mangler ordentlig skridsikkerhed og sko, der er nemmere at rengøre. Mens dem der går i træsko typisk efterlyser mere blødhed i sålerne. Sidstnævnte gruppe er som oftest ikke parate til at skifte til sportssko, da de vægter bekvemmeligheden ved nemt at kunne stikke i træskoene, og være hurtigt videre, meget højt, siger Charlotte Winum og fortsætter:
– Men sportssko er ikke velegnede til lange arbejdsdage. Med den nye Slip On model kombinerer vi træskoenes lette adgang med blødheden fra sports- og fritidsskoene, og tilføjer sikkerhed og stødabsorberingen fra sikkerhedssko. Alt sammen samlet i én sko, som tilmed er nem at rengøre og som er behagelig at gå i, i mange timer hver dag.
Blandt Energy Slip Ons vigtigste features fremhæver Charlotte Winum skoens sål, som er designet til at absorbere stød og aflaste brugerens led mest muligt. Sålens materiale og mønster er skabt med teknologien SIKA HexaGrip, og er udformet som hexagoner, der leder væske væk fra sålen og sikrer, at brugeren kan stå fast på glatte og våde overflader.
Ønsket om let tilgængelighed har man imødekommet ved at designe hælen i et neoprenlignende materiale, som kan holde til at blive trådt ned. Samtidig er dele af skoens overdel glat og lavet af et vandafvisende materiale, der gør skoen blød og let at holde ren.
Kilde: Sika Footwear