Frygten for at blive udsat for et såkaldt hybrid-angreb er steget voldsomt i dansk erhvervsliv de seneste måneder. De viser en ny analyse fra Dansk Industri.
På bare tre måneder er der blevet dobbelt så mange virksomheder, som er bekymrede for hybride trusler, som f.eks. destruktive cyberangreb, misinformationskampagner eller sabotage mod kritisk infrastruktur.
Den frygt blev ikke mindre, da Forsvarets Efterretningstjeneste kort før jul kom frem med en ny, dyster trusselsvurdering.
– Vi ved, at cybertruslen mod Danmark er taget til i 2024, og kriminelle og aktivister rammer konstant virksomheder og myndigheder. Samtidig er sandsynligheden for destruktive cyberangreb fra Rusland steget. Det er stærke kræfter, der er på spil her, og for mange virksomheder kan det være et spørgsmål om liv eller død. Det er bestemt ikke rar læsning, vi præsenteres for i øjeblikket, siger politisk direktør Morten Høyer, DI.
Over 400 virksomheder har deltaget i DI’s undersøgelse. I september svarede 12 procent, at de frygtede hybride trusler. Nu er tallet steget til 28 procent – på bare tre måneder. Det er altså mere end en fordobling i andelen af virksomheder, der opfatter hybride trusler som en af de største usikkerhedsfaktorer for virksomhederne.
Undersøgelsen kommer netop, som regeringen er i gang med forhandlingerne om en ny aftale om landets beredskab.
– Vi har hårdt brug for nye og smarte løsninger, der kan beskytte vores samfund, borgerne og virksomhederne, og det haster rigtig meget nu. Det er et arbejde, vi gerne bidrager til og vi har derfor afleveret 11 konkrete forslag til regeringen om at styrke vores beredskab, siger Morten Høyer.
Kilde: DI