Forsvarsvirksomheden Term skal have ny topchef. Det bliver Henriette Hallberg Thygesen, som kommer med lang ledelseserfaring, bl.a. fra ledende stillinger i A.P. Møller Mærsk og en række bestyrelsesposter i nogle af landets største virksomheder.
Terma har mere end 1.700 ansatte på globalt plan, og er dermed en af de helt tunge, danske forsvarsvirksonheder. Henriette Hallberg Thygesen afløser Jes Munk Hansen, som tidligere i år blev annonceret som ny CEO for ROCKWOOL.
– Med Henriette i spidsen får Terma en stærk kapacitet, der er vant til at drive en global forretning. Derfor er hun også den helt rigtige til at stå i spidsen for den nye strategi, som Terma fremlagde i forbindelse med vores årsregnskab, hvor det er planen at fordoble omsætningen de næste tre år, påpeger Termas bestyrelsesformand Carsten Dilling og tilføjer:
– Terma er en vigtig virksomhed for Danmark, og derfor har vi været igennem en meget grundig proces med en række stærke kandidater for at finde den helt rette til at føre Terma videre.
Kilde: Terma