Hauberg Technique i Haslev har siden 1994 repareret og serviceret alle former for og mærker af brand- og redningskøretøjer. Gennem årene har de specialiseret og markeret sig på markedet og dækker i dag hele Danmark, Grønland og Færøerne. Og snart udvider de forretningen med et nyt ben.
– Teknologi kan løse rigtig mange problemer, men det kræver, at man kan tænke det smart ind i de løsninger, vi allerede har i dag. Det samme gælder inden for brandslukning. Derfor er vi i gang med at udvikle en ny type brandslukningsredskab, der kan betjenes på afstand. På den måde kan brande slukkes på meget tidligere stadier end i dag, uden at brandfolk skal sætte livet på spil, siger ejer og direktør Bo Engeset.
Det nye produkt – en såkaldt FSE – har været undervejs siden 2017, hvor Bo Engeset gik i gang med at udvikle den første prototype. Snart er det endelige produkt klar til international lancering.
– Vi har allerede præsenteret vores løsning på flere internationale messer og oplever en stor interesse for vores produkt. Forventningen er, at vi kan lancere det i løbet af 2025, siger Bo Engeset.
Han har brugt de seneste år på at udvikle løsningen på baggrund af sine 35 års erfaring som brandmand og store tekniske ekspertise. Derudover har det også krævet en del forretningsmæssig udvikling for at blive klar.
– Hvis man vil ind på nye markeder, kræver det, at man forbereder virksomheden til det. Så noget af det, vi især har haft stort fokus på, er vores bæredygtighed. Vi har blandt valgt at blive ISO-certificeret efter tre standarder, blive en del af UN Global Compact og rapportere på vores ESG. Det gør vi for at vise, at vi er seriøse omkring vores bæredygtighed, siger Bo Engeset.
Kilde: Erhvervshus Sjælland