Normalt er ulovlig besiddelse af våben en ganske alvorlig forseelse. Her i november kan man dog frit og uden risiko for et blive sigtet, indlevere et våben.
Og det er blevet gjort. Hele 2.681 styk våben af forskellige slags er blevet indleveret. Og det på bare fem dage. Et resultat, man værdsætter hos ordensmagten.
– Vi sætter stor pris på, hver eneste gang en borger indleverer våben til os. Vi er godt tilfredse med den mængde, der er blevet indleveret. Vi håber, at de positive tendenser fortsætter, og vi opfordrer i den forbindelse alle til at få kigget deres besiddelser igennem og gjort brug af den særlige mulighed, som frit lejde-aktionen er, lyder det fra politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel, der er med til at koordinere frit lejde-aktionen.
Våben kommer i mange former og størrelser. Det meste kan man som sagt indlevere, men håndgranater og andre typer sprængstoffer er ikke blandt dem. Her skal man i stedet have fat i Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD.
I modsat fald kan det medfører en hel eller delvis evakuering af politistationen. Og det vil man selvsagt helst undgå
– Vi sætter pris på de gode intentioner, som de pågældende borgere tydeligvis har haft. Hvis man ligger inde med sprængstoffer, så skal man altid ringe 114 og aftale afhentning af genstandene. Det skal man både af hensyn til ens egen sikkerhed, men også af hensyn til alle andres sikkerhed, siger politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel.
Kilde: Rigspolitiet