Det danske hackingteam Kalmarunionen har netop sikret sig førstepladsen på den globale rangliste hos CTFtime.org
Denne historiske bedrift betyder, at Danmark nu officielt har verdens bedste hackerhold og sætter samtidig fokus på landets voksende styrke inden for cybersikkerhed.
– Vi er utrolig stolte over at kunne repræsentere Danmark i den internationale Hacker-elite. Førstepladsen viser, at vores unikke økosystem, hvor vi fostrer de bedste talenter i verden, virkelig giver pote, siger Adam Blatchley Hansen, holdkaptajn for Kalmarunionen.
Kalmarunionens bedrift understreger Danmarks position som et kraftcenter for teknologisk innovation. At et dansk hold kan dominere de mest prestigefyldte hackerturneringer globalt, vidner om et højt niveau af kreativitet, strategi og tekniske evner i den danske it-sektor.
Kalmarunionen har igennem 2024 høstet et utal af sejre i nogle af verdens mest udfordrende hackingkonkurrencer:
1 Google CTF (USA)
1 HXP CTF ved Chaos Communication Congress (Tyskland)
1 RealWorld CTF (Kina)
Disse konkurrencer er kendt for deres ekstreme sværhedsgrad og samler de absolut bedste hackinghold fra hele verden.
Hvad er Capture The Flag (CTF)?
Capture The Flag er hackingkonkurrencer, hvor deltagerne løser komplekse sikkerheds- og kodeopgaver samt afdækker sårbarheder i et kontrolleret miljø.
Disse konkurrencer bliver internationalt anerkendt som en af de bedste måder at udvikle og teste vigtige kompetencer inden for cybersikkerhed.
Kalmarunionen har opbygget et innovativt fællesskab, hvor hacking-entusiaster på alle niveauer lærer, sparrer og vokser sammen. Dette miljø har vist sig at være afgørende for, at holdet har kunnet matche – og overgå – konkurrenter fra hele verden.
Kilde: Kalmarunionen