Danish Security Fair, det fandt sted i Messe C i Fredericia, oplevede en massiv fremgang i besøgstallet. Med næsten 2.000 besøgende over de to dage, er antallet besøgende steget med 44 procent set i forhold til 2021-udgaven.
– Baggrunden har bl.a. været et godt samarbejde med organisationen Sikkerhedsbranchen, og tillige har udstillerne været meget aktive på de sociale medier med at fortælle, hvad de ville vise. Og så er der en generel stigning i branchen, fortæller projektleder Charlotte Buus.
2023-udgaven var den fjerde i rækken. Første udgave så dagens lys i 2018. Den blev gentaget i 2019, men overgik derefter til at have termin hvert andet år. 2021-udgaven havnede midt i coronatiden, men messen har trods det oplevet en stigende tilslutning hvert eneste år.
– Vi har det ikke som mål at gentage en stigning på 44 procent ved den kommende messe. Vi skal tiltrække de rigtige, det vil sige beslutningstagerne. Kommer der et alt for stort pres på udstillerne, kan de ikke nå at få talt med gæsterne på standen, siger Charlotte Buus.
Beslutningstagere er ikke bare installatørsiden. Lige fra første messe i 2018 var det et mål også at få slutbrugere ind. De er ligeledes beslutningstagere, som efterfølgende tager fat i installatøren. Statistikken for 2023-udgaven er ikke færdiggjort endnu, men ligner besøgsmixet det i 2021, vil omkring halvdelen af de besøgende have været slutbrugere.
Sikkerhedsfokus var med på messen, og bringer både i dette nyhedsbrev og det kommende et udpluk af, hvad man kunne se på messen.