Med en fjerde plads, og kun overgået af store nationer som Tyskland, Italien og Polen, klarede det danske Cyberlandshold sig godt ved tiårsjubilæet for EM i Cybersikkerhed, der fandt sted i italienske Torino.
30 nationer var med til den to-dages begivenhed.
– Det danske hold har været virkelig, virkelig dygtige i en konkurrence, der aldrig har været hårdere. Som cyberlandsholdstræner kan man jo kun være imponeret af holdets evner, og som professor og EU-borger kan jeg se, at Danmark har en meget lys fremtid, når det kommer til cybersikkerhed. Det kan holdet og vi som land være virkelig stolte over, siger Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet og cyberlandsholdstræner.
Over de to dage har Cyberlandsholdet dystet i to kategorier kaldet ’jeopardy’ og ’attack/defense’. Kort fortalt består første kategori af udfordringer, hvor der skal findes information og høstes point i sårbare web-applikationer, netværkstrafik og reverse engineering af apps.
Attack/defense er et anderledes og mere aggressivt format, hvor man i praksis angriber de andre holds computer, mens man forsvarer sin egen.
Cyberlandsholdets præstation kommer på baggrund af et ambitiøst samarbejde mellem seks danske universiteter, Forsvarets Efterretningstjeneste og Industriens Fond, hvor også chef for Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram, Malene Stidsen, er imponeret over årets præstation.
– Stort tillykke til det danske cyberlandshold med en flot præstation, som sætter Danmark på landkortet i forhold til cybersikkerhed. En ting er den flotte 4. plads, noget andet er den helt afgørende værdi, som disse unge cybersikkerhedstalenter kan berige danske virksomheder og dansk konkurrenceevne med. Cybersikkerhed er allerede et af de vigtigste konkurrenceparametre, og i en tid hvor teknologi og digitalisering i den grad gør sit indtog i erhvervslivet, vil behov og efterspørgslen på disse talenter kun stige. Det skal vi levere på – og det kræver, at vi nu bruger denne succes til at vise de unge, hvor store muligheder en karriere inden for cybersikkerhed rummer. Igen, kæmpe tillykke til hele holdet, påpeger hun.
Kilde: Aalborg Universitet