Alvoren bag cyber-kriminalitet er i stigende grad gået op for danske virksomheder. Og det er ikke et øjeblik for sent.
Sidste år blev hver eneste danske virksomhed i gennemsnit ramt af 2.521 cyberangrebsforsøg om ugen, og antallet af cyberangreb, der var rettet mod danske virksomheder er steget med hele 49 % på bare et år.
Ifølge PwC’s årlige Cybercrime Survey, som man kan læse mere om her, forventer 66 % af virksomhederne vil øge deres sikkerhedsbudget for de næste 12 måneder.
– Alvoren er gået op for virksomhederne, og mange har nok erkendt, at de har underinvesteret i cybersikkerhed, og det vil være katastrofalt for deres forretning, hvis de bliver lagt ned i længere tid pga. af et cyberangreb. Så det kommer ikke bag på os, at vi kommer til at se markante investeringer, påpeger Jacob Herbst, CTO i Dubex A/S og forperson for IT-Branchens Policy Board for Cybersikkerhed.
Det kan også være dyrt og endda fatalt for virksomheder, vis de blive udsat for et angreb. IBM anslår at et succesfuldt cyberangreb i gennemsnit koster skandinaviske virksomheder 15 mio. kr. Et beløb som for mange små og mellemstore virksomheder vil betyde døden for dem.
En del af svaret mod de stigende antal cyberangreb er kunstig intelligens. Således fortæller 61 % af de danske virksomheder i PwC’s Cybercrime Survey, at de vil anvende AI i arbejdet med cybersikkerhed.
Kunstig intelligens skal især bruges til at kunne opdage mulige trusler og netværksangreb, ligesom AI skal bruges til at blokere deciderede angreb og efterfølgende analysere på hændelserne, så man kan lære af dem.
– Det giver rigtig god mening at bruge AI til at hjælpe med at gennemskue, hvor og hvornår man bliver angrebet, da det kan være svært at overskue de mange hændelser og data, som virksomhederne bliver bombarderet med dagligt. Her kan kunstig intelligens være en kæmpe hjælp til virksomhedernes sikkerhedsfolk, siger Jacob Herbst.
Kilde: IT-Branchen