
Hver dag kommer tre chauffører til skade – eller rettere det er de antal uheld, som bliver anmeldt. Det bliver til mere end 1.200 om året, og en af årsagerne til, at Arbejdstilsynet vil sætte ekstra fokus på hele området i løbet 2025.
Det vil bl.a. blive gjort med virksomhedsforløb og opsøgende møder der, hvor chaufførerne læsser af og på.
– Der er mange gevinster ved at styrke sikkerhedskulturen. Det gælder ikke kun færre ulykker og mindre sygefravær blandt dine chauffører. En god sikkerhedskultur giver også tilfredse kunder og en bedre bundlinje, fordi godset eller varerne kommer sikkert frem. Arbejdspladsen har også ofte nemmere ved at rekruttere nye medarbejdere, og de medarbejdere, der er, har lyst til at blive i virksomheden i længere tid, når der et godt arbejdsmiljø, fortæller Lars Uldall Beck, der er souschef i Arbejdstilsynet.
Chaufføren er ofte alene og må klare opgaver under de forhold, der er på af- og pålæsningsstedet. Derfor er samarbejde med og opbakning fra vognmanden, kørselsleder eller disponenten afgørende. En vigtig del af Arbejdstilsynets kommende indsats er derfor målrettede forløb, der skal give virksomheder ny viden og konkrete idéer til at arbejde med sikkerhedsledelse på distancen.
– Formålet med forløbene er, at virksomheder kommer hjem med inspiration og værktøjer til, hvordan de kan arbejde med et eller flere konkrete sikkerhedstiltag, som er aktuelt for netop deres arbejde. Virksomhederne får også mulighed for at inspirere hinanden til de gode løsninger, forklarer han.
I løbet af året besøger Arbejdstilsynet desuden en række udvalgte rastepladser, transportcentre, indkøbscentre, gågader og andre steder, hvor chaufførerne læsser af og på, for blandt andet at snakke med chauffører om, hvad de kan gøre, hvis arbejdsopgaven eller forholdene ikke er sikre.
Kilde: Arbejdstilsynet