I de andre nordiske lande er Ahlsell en velkendt leverandør af sprinkler-løsninger. Sådan skal det også være i Danmark, mener virksomheden, der nu har udvidet sit sortiment.
Selvom det er nyt her i landet, er konceptet velafprøvet. Samtidig betyder sortimentsudvidelsen, at Ahlsell Danmark nu kan levere alt til byggeprojekter og serviceopgaver.
– Vi ser et potentiale i markedet, hvor vi med vores nye sprinklersortiment kan levere alle varianter af rør, koblinger, dyser og hjælpe vores kunder med komplette sprinklerløsninger, når der fx skal bygges nye parkeringshuse, hoteller og skoler. I det større billede betyder det, at vi gør det nemmere at være professionel, for vi har i forvejen et kæmpe sortiment. Når vi nu udvider med sprinklere, kan vores kunder samle indkøbet af alt, hvad de har brug for til både større projekter og mindre serviceopgaver, siger Jesper Dehn, kommerciel direktør med ansvar for VVS, VA, køleteknik og stål, Ahlsell Danmark.
Det kræver et særligt setup at håndtere sprinklere. Rørene er tunge og op til seks meter lange. Samtidig kommer de i mange varianter – fx sorte, galvaniserede og coatede rør – og i forskellige godstykkelse og med forskellige godkendelser. Nogle kræver en mere nænsom håndtering og skal bundtes med bølgepap og båndstrammer, så overfladen ikke beskadiges.
Derfor har Ahlsell Danmark investeret i både uddannelse af medarbejdere og nye lagerløsninger, herunder en kran, som kan løfte op til fem ton.
– Kranen minimerer tunge løft og er en ergonomisk hjælp til medarbejderne, når vi skal håndtere det nye sprinklersortiment. Alle medarbejdere, der styrer kranen, har fået krancertifikat, selvom det ikke er et krav, men vi vægter sikkerheden meget højt, siger Sine Solhøj Hansen, driftschef på Ahlsells logistikcenter i Billund.
Ahsells komplette sprinklersortiment er på lager og klar til levering.
Kilde: Ahlsell